Ny by, nyt studie, nyt fællesskab

04. jun 2017

Er du lige begyndt på en videregående uddannelse? Så er chancerne gode for, at du står i en ukendt by og læser på et ukendt studie blandt ukendte mennesker. Det kan være en uoverskuelig forandring, men ikke desto mindre er det en, der skal overkommes. Denne guide vil kort præsentere dig for din nye by. Hvad kendetegner den? Og hvilke mennesker definerer den og holder dens puls oppe? På den måde vil du få de bedste redskaber til at finde et fællesskab i Aarhus og lære din nye by at kende.

 

Aarhus er en by med mange facetter, mange nuancer, lugte, farver, mennesker, ja særpræg, der gør byen til hvad den er. Den, den er. For Aarhus er i live. Under konstant udvikling, og den betyder noget forskelligt alt efter, hvem du spørger. Står for noget andet alt efter hvem du spørger.

 

Uffe Elbæk har engang sagt: ”Jeg plejer at sige, at hvis København er New York, så er Aarhus San Francisco. Det er den samme dynamik. Aarhus er også en enorm interessant kreativ sandkasse. Der har været plads til de kreative mellemrum: Frontløberne, Aarhus Friskole, Øst for Paradis og i dag steder som Godsbanen, Lynfabrikken og Filmbyen.”

 

For en anden person, vil byen stå for noget andet. Være noget andet. Måske står den for en moderne, forretningsby på vej frem. Denne person ville måske lægge vægt på Aarhus Ø, Dokk 1 og Navitas, som dele af Aarhus, der kendetegner den bedst.

 

Pointen er: Aarhus er en by med mange sider og facetter, og den betyder noget forskelligt for forskellige mennesker. I sidste ende afhænger din opfattelse af byen derfor af, hvem du er. Og det fællesskab, du tager del af, vil også afspejle din person.

 

Nedenfor er et par steder, der alle repræsenterer forskellige fællesskaber og dejlige miljøer, der alle repræsenterer byen.

 

4 fælleskaber i Aarhus:

 

Det festlige fællesskab: Salsa på Vestergade 58:

Er du til fest og farver? Så kan salsa på Vestergade 58 være noget for dig. Her bliver hofterne svinget til sensuelle undertoner, der bringer tankerne mod de varmere himmelstrøg i de latinamerikanske lande. Salsa på Vestergade 58 er til enhver, der er til musik og bevægelse og som samtidig ikke er bange for lidt sved på panden og en høj puls.

 

Det faglige fællesskab: Læsning på Dokk 1:

Der er sket meget i Aarhus i de seneste år. Et af de bedste initiativer er det nye hovedbibliotek, Dokk 1. Her har du mulighed for at fordybe dig i læsning eller opgaveløsning i de bedste lokaler i Aarhus. Med udsigt over Aarhus havn kan du fordybe dig i studiet blandt ligesindede.

 

Det sporty fælleskab: Basketball eller fodbold på Frederiksbjerg

Er du til sport og bevægelse? Så er Frederiksbjergskole stedet for dig. Hver sommer valfarter samtlige sportsglade mennesker i Aarhus by mod Frederiksbjerg skole for at besætte en af de mange fodbold/basketballbaner. Banerne er placeret på taget af bygningerne med udsigt over hele Aarhus by, og på den rigtige dag er det som snydt ud af næsen på de velbesøgte basketballbaner i USA.

 

Det kreative fællesskab: Lynfabrikken, Godsbanen, Øst for Paradis

Er du – som Uffe Elbæk – til det kreative frirum, og vil du opleve, hvorfor han sammenligner Aarhus med San Fransisco, så er Lynfabrikken, Godsbanen eller Øst for Paradis noget for dig. Lynfabrikken er lidt af det hele. Der kan du booke mødelokaler, leje kontorlokaler eller besøge kaffebaren i toppen af bygningen. Lynfabrikken er essensen af det kreative Aarhus med sine alternative kontorlokaler og sin position som samlested for diverse nystartede virksomheder i Aarhus. Godsbanen byder med sine mange forskellige events på noget for enhver smag. Mest kendt er det dog for at være et samlepunkt for venner og bekendte, der nyder hinandens selskab uden noget bestemt dagsorden. Øst for Paradis er en biograf med et andet program end de sædvanlige. Her finder du internationale klassikere og prisbelønnede film, der højst sandsynligt ikke er produceret i Hollywood. 

 

Find dit Aarhus

Forhåbentligt har dette været lidt inspiration og en hjælpende hånd for dig til at lære din nye by at kende. Besøg fællesskaberne i Aarhus og find det rette for dig. Når du først går på udkig, vil du opleve, at der er mange flere end de ovennævnte, og at der er mange nye, der hele tiden opstår. En ting er sikkert: Aarhus er en by med mange sider, facetter og nuancer, så der er noget til enhver person.