Gro dine egne krydderurter og spar penge

01. maj 2018

Gro lækre krydderurter i vindueskarmen

Der findes næsten ikke noget hyggeligere end en vindueskarm fyldt med grønne, friske krydderurter, der spreder duft til hele køkkenet, og maden bliver altså bare ekstra lækker med et skud af de sunde smagsgivere. Men mange af os kan vist godt nikke genkendende til det der med at have købt en stor og lækker bøtte basilikum, som ivrigt sættes i vindueskarmen og bliver passet og plejet, som var den et barn. Alligevel begynder de øverste blade efter kort tid og til stor skuffelse så småt at visne. Men bare rolig - det er heldigvis slet ikke umuligt at holde liv i de grønne hyggespredere. Her får du nogle super tips til, hvordan du bedst passer og vander dem, så de holder sig lækre og friske i længere tid.

 

Sådan får du dine krydderurter til at overleve

Planterne i supermarkedet er ofte groet under nogle helt særligt gunstige forhold, så de er ofte ikke ligeså robuste, som hvis man selv havde sået dem fra bunden. Det er dog muligt at holde de fleste af krydderurterne friske, selvom de er købt i grøntafdelingen, hvis man sørger for at følge nogle få grundlæggende regler.

Først og fremmest er det rigtig vigtigt at planterne får masser af lys, at du vander dem ofte og sørger for at bruge af dem, dog uden at bruge for meget ad gangen, så der er plads til nye skud. Krydderurterne kan godt finde på at visne ned og gå i stå over vinteren, så der kan du ikke forvente lige så stor høst som resten af året.

 

Sådan omplanter du de købte krydderurter

Første step er at omplante krydderurterne til en større potte, fordi de for det meste er plantet i en lidt for lille potte i supermarkederne, hvilket betyder, at der ikke er plads til, at de kan gro ordentligt. De skal plantes i potter med almindelig købejord, og det kan være en god idé at sørge for at skille stilkene ad, så de ikke står for tæt. Du kan plante dem i mange slags potter, men det er vigtigt at sørge for, at vandet kan løbe af enten ved at bruge en potte med hul i bunden eller ved at lægge småsten eller leca ned i bunden.

 

Her vokser krydderurterne bedst

Krydderurter klarer sig bedst, hvis de får masser af lys. Det mest ideelle er at stille dem i et vestvendt vindue, og sørg for at vende dem en gang imellem, da de ellers kan komme til at vokse skævt. Hvis du vil gøre dig forhåbninger om at holde planterne i live henover vinteren, er det en god idé at flytte planterne til det køligste vindue. Da der for det meste kommer mindre lys om vinteren, kan det gøre det sværere for planterne at overleve, men det hjælper, hvis temperaturen sænkes.

 

Sådan plejes krydderurterne bedst

Krydderurter har brug for masser af vand, og på varme og solrige dage kan de risikere at skulle vandes flere gange dagligt. Sørg for at fjerne vand i underskålen efter cirka 10 minutter, så planterne får mulighed for at dryppe af og tørre lidt ud mellem vandingerne. Hvis du bruger lerpotter, skal du vande oftere, end hvis du bruger plastic, da vandet i højere grad fordamper fra lerpotterne.

Det er ikke nødvendigt at gøde krydderurterne over vinteren, men de har stort gavn af at få lidt ekstra næring over foråret. Brug kun gødning, som er beregnet til spiselige afgrøder, og sørg for at følge de blandingsforhold, som står på flasken.