5 spareråd til dit madbudget

17. jul 2018

5 måder at spare penge på dit madbudget

Det er først som studerende eller udeboende at man lærer at sætte ordentlig pris på forældrenes køleskab. Når man er på besøg derhjemme er køleskabet misundelsesværdigt fyldt, hvilket står i skarp kontrast til ens eget. Vi har samlet et par nyttige måder, hvorpå du kan spare penge på dit madbudget. Og måske få råd til lidt bedre råvarer eller takeaway.

 

  1. eTilbudsavis

En god app til at navigere i tilbudsjunglen er eTilbudsavis, hvor du finder tilbud fra mange supermarkeder. Hvis du er på udkig efter en specifik vare, så kan du nemt bruge søgefeltet til at finde ud af, om varen er på tilbud. En smart funktion ved appen er, at den kan vise dig tilbud fra butikkerne i dit nærområde. Hermed er der ingen undskyldning for at give fuld pris for en vare, som faktisk er billigere i butikken 50m væk. Udover de enkelte tilbud finder du også butikkernes tilbudsaviser i appen, hvilket gør det nemt at danne sig et overblik, hvis turen kun går ét sted hen.

 

  1. Skrald maden selv

En tendens som har været voksende de sidste par år, er at skralde sin egen mad. Det er en god ide at være afsted med en erfaren skralder, som kender til butikkernes åbningstider og regler. Når en vare har overskredet sidste salgsdato, så bliver den smidt i supermarkedets container. Men dette kan faktisk være ærgerligt, da mange varer kan holde sig længere. Der kan dermed være mange overraskende og dyre madvarer, som man kan finde i supermarkedernes affaldsspande. Det er dog vigtigt at understrege, at man aldrig må gå ind på private grund eller bryde aflåste containere. For nærmere information kan du læse her, hvad Fødevarelsen mener om skraldning samt deres retningslinjer.

 

  1. Lav en madplan

Madplaner er ikke kun for storfamilier eller institutioner – de kan faktisk være en overraskende god hjælp til at holde styr på sit madbudget. Med andre udgifter som husleje, fritidsaktiviteter, studiebøger og andre fornøjelser, så kan man med en madplan holde stramt øje med sine udgifter. Fordelen ved en madplan er, at du kan planlægge din kost i hvert fald en uge forud, og du slipper for at skulle finde på en ny ret hver dag. Derudover er det økonomisk strategisk med få, store indkøb frem for mange besøg i supermarkedet. Flere besøg betyder flere indkøb, hvilket igen højner risikoen for impulskøb.

 

  1. Måltidskasse

Hvis du bor sammen med en eller flere roomies, og i har en ambition om at spise aftensmad sammen, så kunne i overveje en måltidskasse. Efterhånden er der kommet flere spillere på markedet, men den kendteste udbyder er stadig Aarstiderne, som kan levere mad til mellem 1-5 personer. Bevæbnet med råvarer og en konkret opskrift får man en varieret kost og nye smagsoplevelser leveret til døren. Hvis man har specielle præferencer (fx vegetarmad), så er det også muligt at tilpasse måltidskassen efter dette.

 

  1. Fællesspisning anno 2018 er hot

I mange større studiebyer bliver der jævnligt arrangeret fællesspisning af private eller organisationer. I Århus finder du eksempelvis Food Maker, hvor man kan få et måltid for 29kr – og endda hjælpe med at tilberede maden sammen med andre unge. I København finder du Absalons Kirke, hvor der er fællesspisning i lyse, pastelfarvede rum hver dag til en 50’er. Du behøver ikke være kristen for at spise med, da kirken er blevet relanceret som et moderne borger- og kulturhus, hvor alle er velkomne.