Restaurantbesøg på SU

15. mar 2017

Få råd til at spise ude på SU

Har du noget at fejre, eller vil du bare gerne ud at spise, så kan der sagtens være råd til det, selvom du er på SU. I de store studiebyer har mange restauranter SU-venlige priser, men der er også andre måder at spise ude billigt. Her er der tre måder du kan få rabat på regningen på restauranten:

 

  • Deals

Downtown.dk og Sweetdeal.dk er nogle af de største deal-sites i Danmark, og du har sikkert allerede prøvet dem. Konceptet er simpelt: Hver dag er der lavet nye deals på mad, wellness og oplevelser, hvor du sparer omkring halvdelen af prisen. Her kan du altså nemt finde nogle gode tilbud på mad, som enten kan spises ude eller fås som take-away. Ulempen er, at dealen er ofte baseret på et bestemt måltid eller et bestemt tidspunkt, så kig dig for, inden du bestiller den. Til gengæld kan du få nogle madoplevelser, som du måske ikke ville have valgt.

 

  • Fyld restauranten op og få rabat

Vil du selv vælge, hvor du vil spise i stedet for en deal, så findes der flere sider, hvor du kan booke borde, som restauranterne ikke har fået fyldt. Indtil videre er det mest Aarhus og København, hvor du kan finde denne type rabat. Konceptet ses blandt andet hos Earlybird.dk og Restaurant2Night (r2n.dk). EarlyBird dækker Aarhus og København, mens Restaurant2Night kun er for København. Her er der hver dag en oversigt over, hvilke restauranter som mangler at få fyldt bordene, ledige tidspunkter, og hvor meget rabat du kan få på regningen. Vælg restaurant, book bordet og tag af sted og nyd rabatter på op til 35 %.

 

  • Studierabat

Flere restauranter giver dig studierabat, hvis du har et gyldigt studiekort. Det er som regel 10%, du kan få, men det kan også være andre måder, du får rabatten på. For eksempel opgraderer Burger King din menu fra normal til stor, hvis du har et studiekort.

 

Kvalitet til en god pris

Der er rig mulighed for, at du fortsat kan tage ud og hygge på en restaurant, selvom du studerer. Du kan vælge mange lækre steder, hvor du får kvalitet for en mindre pris. Så nu er der ingen undskyldninger. Afsted med dig!