Få styr på forskellene mellem CV og ansøgning

15. maj 2017

Professionel, spændende og informerende - din jobansøgning skal skaffe dig jobsamtalen. Den skal være skarp og præcis, så du giver arbejdsgiveren det bedste indtryk. En jobansøgning består oftest af et CV og en ansøgning, hvor førstnævnte har til formål at give grund til at læse ansøgningen, som herefter skal skaffe dig samtalen.

 

Kompetence-oversigt og motiveret tekst

Når du skriver dit CV, bør det indeholde detaljerne om din professionelle fortid og nutid. Det indebærer bl.a. uddannelse, erfaring og kvalifikationer. Derimod er ansøgningen en motiveret beskrivelse af, hvorfor dine kvalifikationer gør dig den rette til jobbet. I ansøgningen kan du fremhæve elementer i dit CV, og begrunde din jobansøgning med baggrund i dette. Du kan se en oversigt over indholdet herunder.

 

Et CV indeholder ofte:

  • Kontaktoplysninger
  • Erhvervserfaring
  • Uddannelse
  • Sprogegenskaber
  • IT-egenskaber

 

En ansøgning indeholder ofte:

  • Kontaktoplysninger
  • Motiveret begrundelse
  • Fremhævelse af kompetencer i CV
  • Hvad kan du tilføre stillingen?
  • Hvad ser du frem til at lære af stillingen?

 

Også formen er forskellig mellem ansøgning og CV. En ansøgning bør skrives som en flydende, letlæselig tekst. Derimod er et CV ofte i punktform, og kan bedst beskrives som en kompetence-oversigt, hvilket du kan læse mere om her (link til ‘Sådan laver du det gode CV’). Vigtigt for begge er at læsevenligheden skal være i top, og de vigtigste informationer bør fremgå først.

Husk desuden at inkludere dine kontaktoplysninger i både ansøgningen og dit CV.

 

Skab sammenhæng i din jobansøgning

Der bør være en rød tråd mellem dit CV og ansøgning. For at sikre dette, er det altid en god idé at referere til specifikke punkter i sit CV (eksempelvis kurser, erfaring eller lignende) i din ansøgning. Af samme årsag bør du altid opdatere dit CV i forbindelse med enhver jobsøgning, så de mest relevante informationer kommer først. Undgå altså at sende nøjagtigt identiske udgaver til forskellige arbejdsgivere. Det samme gælder din ansøgning, hvor du forbedrer dine chancer for at lande jobsamtalen betydeligt, hvis den fremstår personlig og målrettet. Søger du flere jobs, er det altså en dårlig idé at sende samme ansøgning.

Skriv både CV og ansøgning i samme stil og lignende layout. Det skaber sammenhæng i hele din jobansøgning, og øger dine chancer for at blive husket. Desuden giver et gennemgående layout et professionelt udtryk. Start med at læse dit CV, herefter din ansøgning for at tjekke det samlede indtryk for din jobansøgning.

Du bør til enhver tid læse jobopslaget grundigt igennem. Stilles der specifikke krav til kompetencer, erhvervserfaring, udannelse eller andet, bør du fremhæve disse i både ansøgningen og dit CV. De fleste stillinger søges af mange ansøgere, og du bør altid sørge for at have de vigtigste informationer først, så arbejdsgiveren finder lige netop din jobansøgning relevant.