Lav din egen sirup til kaffen

14. mar 2017

Skrevet af Mette Munk, Kommunikationsstuderende.

Sirup smager skønt i kaffen, uanset om det er iskaffe eller café latte, der får et skud. Men det er ikke det billigste at købe, og derfor skulle du måske prøve at lave det selv? Det kan være lidt svært at ramme den rigtige konsistens, hvor det er flydende, men ikke for tyndt, og ej heller for fast.

Du kan lave sirup i alle mulige smagsvariationer, men de mest populære i kaffen er nok vaniljesirup eller karamelsirup, som dem får du opskriften på her.

 

Til karamelsirup skal du bruge:

300 g sukker

1,5 dl vand

 

Her skal du have gang i en gryde eller pande til sukkeret. Det skal langsomt smeltes på panden eller i gryden, og du skal hele tiden røre i det. Når det begynder at blive lysebrunt, tilsætter du vandet, som skal være kogende, lidt efter lidt. Det bobler op i starten, men langsomt vil sukkeret blive opløst i vandet. Når du har tilsat vandet, handler det om at finde den rette konsistens. Hvis det er for tykt, kan du tilsætte mere vand, er det for tyndt, så lad det koge videre.

 

Til vaniljesirup skal du bruge:

200 g hvidt sukker
1,5 dl vand
1 vaniljestang

 

Flæk vaniljestangen og skrab kornene ud. Stænger og korn lægges i en gryde med sukker og vand. Det hele skal nu koges op, så det står og bobler. Det tager omkring fem-ti minutter at få den rette konsistens, så hav tålmodighed. Når siruppen er færdig, skal det gennem en sigte, for at fjerne trevlerne fra vaniljestængerne.

 

Hvordan får man den rette konsistens?

Når man arbejder med sirup, handler det som sagt om at ramme den konsistens, hvor siruppen er flydende, men ikke tynd. Du kan ikke stole på, hvad du ser i gryden eller på panden, for når siruppen køler en smule, størkner den. Derfor er det bedste råd at finde en tallerken frem og hælde lidt af massen på, når du tror, den er ved at være der. På tallerkenen vil siruppen køle hurtigt, og du kan derfor nemt se, om den er for flydende eller for tyk.