Hvad er et SU-lån?

30. sep 2017

Nu sidder du måske og tænker, at det er et åbenlyst spørgsmål, for et SU-lån er vel et lån? Både ja og nej. SU-lån er selvfølgelig et lån, men det er kun et lån, man bliver tilbudt, fordi man er i gang med uddannelse.

Lad os se nærmere på SU-lånet

  • Rente på 4 % under studietiden
  • Rente efter endt studie: Diskonto +1%
  • Lånet skal først tilbagebetales efter endt studie
  • Lån op til 3.000 kr. pr. måned

Med de vilkår bliver SU-lånet også betegnet som det billigste lån, man kan få.

 

Er det smart at tage et SU-lån?

Efter mange års uddannelse og mange år på SU står du endelig klar til at få dit første job. Ud over at du kommer til at prøve alle dine kundskaber af, så venter der en høj løn – i hvert fald sammenlignet med din SU. Det er nu, at guleroden i den anden ende venter. Det er nu, der igen er tid til lidt selvpleje. Eller er det? For vent nu lidt. I løbet af uddannelsen har du taget SU-lån. Lån, der har hobet sig op, og som nu skal tilbagebetales – med renter. Luksus og selvpleje må vente lidt endnu. Hvor lang tid spørger du? Det afhænger af størrelsen på lånet.

Hvad er formålet med den her analogi spørger du? Simpelthen bare at vise, at det aldrig er smart med et lån. Selvom et SU-lån er smartere end andre lån, så skal du altid betale pengene tilbage med renter – og dermed naturligvis betale flere penge, end du har fået.

 

Hvorfor tage et SU-lån?

At sige at et SU-lån er en dårlig investering er måske nok en sandhed med modifikationer. For flere og flere udnytter faktisk den lave rente til at lave investeringer i form af aktiehandel og tjener gode penge på det. Man skal selvfølgelig være meget påpasselig med det, for du kan ligeså hurtigt miste pengene igen, og det er generelt en dårlig ide at investere penge, man ikke har eller ikke har råd til at miste. Men igen; det virker for nogle, og så må du vurdere, om det også gælder dig.

En investering kan også forstås i bredere forstand. F.eks. bruger nogle SU-lånet til at have råd til at tage på ferier i løbet af uddannelsestiden eller til at bo et bedre sted. Er det så en dårlig investering? Det afhænger af den enkelte, og det er dit svar til på spørgsmålet, der afgør, om det er en god ide eller ej.

Nogle er også i en situation, hvor de ikke kan få det hele til at løbe rundt fra måned til måned uden et SU-lån, og de tager derfor et månedligt lån.

Ligegyldigt hvad begrundelsen for at tage et SU-lån er, så er det vigtigt, at man holder det nede på et spiseligt niveau, så det ikke vælter budgettet efter endt uddannelse. Du kan for eksempel afmelde SU-lånet i perioder, hvis du ikke har brug for det, og det er værd at gøre, så du ikke optager for meget gæld. Men uanset hvad, så skal du som studerende være glad for og tryg ved, at SU-lånet slår de forbrugslån, du møder efter endt uddannelse med længder.