Sådan får du pengene til at række

28. apr 2017

Skrevet af studerende: Jonas Primdahl, Markedsføringsøkonom

Vi kender det alle sammen: Måned for måned skal vi få SU’en til at række så langt som muligt. Den suppleres i mit tilfælde med en indtægt fra studiejob. Men der er stadig ikke meget tilbage på kontoen, når husleje, forsikringer og mobilregningen er betalt. Det kan være en udfordring at få råd til det hele, når man gerne både vil have penge til byture, middage med kæresten og kunne lægge lidt til side til skiferien næste år.

Jeg har dog alligevel rodet lidt i værktøjskassen og fundet 5 redskaber, som kan få SU’en til at række lidt længere.

 

Læg et budget

Det er min stærkeste anbefaling, at man lægger et budget for 12 måneder. Fordel årets indtægter og udgifter hen over månederne, for på den måde at få det fulde overblik. Sådan finder du ud af, hvor mange penge du har til rådighed, og samtidig et overblik over hvad du har råd til. Det er et godt fundament, hvis du ønsker en fornuftig økonomi som studerende.

 

Lav en madplan

Jeg er begyndt at lave en madplan mere eller mindre uge for uge. Det gør det meget lettere at handle stort ind, hvilket er langt billigere end småindkøb hver anden dag. På den måde undgår man samtidig impulskøb, som sagtens kan løbe op i mange kroner henover måneden. Brug desuden tid på at skimte tilbudsaviserne igennem, for at se hvor du kan spare flest penge på dine dagligvare.

 

Brug kontanter frem for kort

Begynd nogle gange at hæve kontanter i stedet for at bruge dit kort. Jeg kan godt medgive, at det kan lyde en smule åndsvagt. Men du får en bedre føling med, hvor mange penge du bruger, når du har pengene fysisk i hånden. Jeg er i hvert fald overbevist om, at det har hjulpet mig med at få et bedre overblik over, hvor meget jeg egentlig bruger. Det er da i hvert fald et forsøg værd!

 

Kig efter studierabatter

Jeg er bosat i Aarhus, og har gennem mine års færden rundt i byen bemærket, at rigtig mange forretninger tilbyder studierabat. Det kan bl.a. være frisører, restauranter og caféer, tøjforretninger og biografer. Derudover kan der også findes studierabatter på aviser og magasiner, forsikringer og studiebøger hos Stakboladen. Der hundredevis af rabatter rundt omkring, så det er bare i gang med at undersøge markedet. Jeg har i hvert fald hentet nogle penge hjem på klipninger og magasiner, ved at vise mit formidable studiekort.

 

Spar penge på transporten

Den skulle naturligvis komme. Men der er altså penge at hente på transporten. Jeg brugte i starten af uddannelsen omkring 500,- hver måned på buskort, indtil jeg blev irriteret over, at den post fyldte så meget i budgettet. Derfor investerede jeg i en god brugt cykel, som jeg tager i skole alle de dage, vejret tillader det. Når det regner, bruger jeg mit Rejsekort og tager bussen. Det viste sig, at jeg på den måde sparede omkring 350,- om måneden på transport. Så ud og find dig en god brugt cykel - investeringen er hurtigt tjent hjem!

Jeg håber, at bare nogle af mine redskaber kan få din SU til at række lidt længere. Jeg synes i hvert fald at man skal gøre et forsøg, for at se hvad der virker.