De 5 bedste værtshuse i KBH

06. jul 2018

Guiden til den ultimative pubcrawl i hovedstaden

Som unge danskere er vi stemplet som ølelskere og spiritusdrikkere, og vi kommer jo også fra Carlbergs hjemland af en grund. Undersøgelser viser gang på gang, at de danske unge drikker mere alkohol end den gennemsnitlige unge i Europa, men kan det eventuelt skyldes, at vores hovedstad er fyldt med fancy, funky og finurlige barer og værtshuse, som man bare ikke kan gå forbi? Nedenfor får du en guide til 5 af hovedstadens bedste værtshuse – også kan du endda slå dem sammen til din helt egen pubcrawl!

 

#1 Ægte pubstemning og gode øl på Charlie’s Bar

Med sine mange forskellige specialølvarianter og sin klassiske pubstemning er du ikke i tvivl om, at Charlie’s Bar er inspireret af ægte engelsk stil. Du finder alt fra en almindelig fadøl til en traditionel engelsk cask ale, og barens indretning gør den desuden til et intimt og hyggeligt sted, som hyppigt besøges af studerende – et oplagt sted at starte en pubcrawl i indre by! Der er plads til at snakke og grine, også kan du smage så mange forskellige øl, at du ikke drømmer om det!

Pilestræde 33, 1112 København K

 

#2 Kunstneriske finurligheder i fokus – Bo-Bi Bar

At komme fra Charlie’s Bar til Bo-Bi Bar er noget af et skift. Bo-Bi Bar er velkendt for sine mange kunstneriske besøgende – bl.a. malere, journalister og forfattere – og er desuden inspireret af en amerikansk værtshusstil, hvor alt er centreret omkring den store bardisk. For at skabe den helt rigtige stemning, er det ikke tilladt at have sin mobil oppe af lommen her, og der er rig mulighed for at møde nye mennesker. Baren er et perfekt stop og giver et kick af social stemning. Der serveres alt fra dansk Tuborg til specialøl, og den afslappede stemning betyder, at der drikkes direkte fra flasken.

Klareboderne 14, 1115 København K

 

#3 Toga Vinstue i politikkens tegn

På Toga Vinstue, som ligger nær Christiansborg, er støjniveauet højt, og der diskuteres ofte politik over en øl eller et godt glas vin. Skal du have stillet kendistørsten, kan du ofte opleve kendte politikere som gæstebartendere her, og da vinstuen også bruges som restaurant, er indretningen oplagt til større forsamlinger ved store borde, som gør det muligt at samles som gruppe. Her vil en pubcrawl desuden kunne spædes op med andet end øl – nemlig en masse lækker vin.

Store Kirkestræde 3, 1073 København K

 

#4 Gammeldags sømandsstemning på Café Malmø

Væggene på Café Malmø er udsmykket med gaver fra ægte sømænd – samt verdens største samling af oplukkere -, og sømandsstemning er også omdrejningspunktet for hele værtshuset. Det siges, at det i sin tid er startet af en sømand, og stedets indretning byder ind til samvær og grin. Der er ofte stamgæster her, som glædeligt deler historier, og typisk vil huset stå i mangfoldighedens tegn – her er plads til at være, som man er, og netop derfor er Café Malmø et godt stop på en pubcrawl for unge. Kender du teksten til ”Når en sailor går i land” er det bare et plus.

Havnegade 35, 1058 København K

 

#5 Byd Frankrig velkommen – Eiffel Bar

Endestationen for en kort – men fantastisk – pubcrawl kan sagtens være Eiffel Bar, der med sin gamle pariser stemning kan charme selv den mest maskuline, unge mand. I nyere tid er baren blevet et fast tilholdssted for mange studerende, som nyder de billige øl og cigaretter, som kan købes i baren. Kunsten er i højsædet, og der spilles indimellem levende musik. De billige priser, dansen på bordene og historien om et af Københavns 5 ældste værtshuse tiltrækker det unge publikum, og stemningen kører til langt ud på natten.

Wildersgade 58, 1408 København K