Hvad er billigst: Cykel VS. bus?

08. maj 2018

Det er nok sket før, at du har hørt nogen sige, at du bør tage cyklen til studie eller arbejde, frem for at tage bussen, toget eller bilen. Men her får du nogle tanker, du måske ikke har hørt før, omkring fordele og ulemper ved disse to af disse transportmidler. Da dette er en studieblog, får I nemlig her en sammenligning af bus og cykel.

 

Det tidsmæssige

Hvorvidt du kommer hurtigst frem med bus eller med cykel, afhænger jo simpelthen af den konkrete rute, du har til studiet eller arbejdet. Men i hvert fald; i nogle tilfælde er det jo faktisk hurtigst at tage cyklen – og ikke bare de dage, hvor bussen er forsinket på grund af snevejr. Men vi kender vist alle sammen en, som vælger cyklen fra selvom det er hurtigst eller cirka lige så hurtigt som de mindre sunde og miljørigtige alternativer. Det er formentlig fordi, tiden, af forståelige årsager, ikke er den eneste faktor, der er med til at afgøre, hvilket transportmiddel vi vælger i dagligdagen. Så lad os se på nogle af de andre faktorer

 

Økonomisk

Man hører sommetider det argument, at det er billigere at cykle, end at tage bussen. Hvorvidt det er korrekt, skal vi ikke gøre os til endegyldige dommere over her på bloggen (vi giver dog vores bud lidt længere nede), men i hvert fald er det ikke helt gratis at cykle. Langt fra, vil den uheldige cyklist nok endda sige. For denne uheldige cyklist har prøvet at punktere på begge slanger og så få at vide af cykelhandleren, at selve dækket er så tyndt som papir, og at man ligeså godt kan få det skiftet ved samme lejlighed. Men selvom det kan føles rigtig træls at trække 500 kroner op ad lommen på én gang, er det måske alligevel kun et småt greb i lommen sammenlignet med at tage bussen fem gange om ugen? Læs videre, og lad os se på det sammen.

Man kan sige, at bussen, den ved du hvad koster. Så der kan du lave en sikker kalkule. Koster den 12 kroner per tur, kan du hurtigt finde frem til de samlede udgifter for eksempelvis et år, ved lige at lægge måske 10 procent til for hvert år af hensyn til inflation og billetprisens deraf følgende forøgelse.

Men at udregne udgifterne for at cykle er ikke nær så nemt. Du kan godt finde ud af, hvad de forskellige ting koster at få repareret – men hvor ofte de hver især går i stykker, bliver svært at forudsige.

Et bud på vedligeholdelsesomkostninger af en almindelig cykel, hvis du er en dansker med en gennemsnitlig mængde personligt (u)held, kan være 500 kroner om året. Så bruger du for eksempel 25 kroner om dagen på at tage bussen, vil det dækskifte og så videre svare til blot 20 busture. Derfor, tager vi udgangspunkt i disse tal, er der nok en ret lille sandsynlighed for, at det kan betale sig økonomisk at tage bussen frem for cyklen (selvom vi i skrivende stund (en grå vinterdag med slud) er kede af at tage den undskyldning fra både os selv og jer).

 

Den fysiske komfort

For nu at være helt ærlig, er det ikke nødvendigvis komfortabelt at tage hverken bussen eller cyklen. I bussen er der trangt og potentielt larmende og lugtende. På cyklen regner det ret tit.

Hvad foretrækker du?

 

Fleksibilitet

Det kan kræve en nærmest zen-agtig karakter at holde humøret og tålmodigheden oppe, når bussen tilsyneladende er forsinket, og man ikke ved hvor mange minutter det drejer sig om. Cyklen, ja den styrer du selv, og kan næsten køre fra dør til dør på den.