Færdig med gymnasiet - Hvad nu?

12. okt 2021

Hvad kan jeg blive efter gymnasiet?

En stor del af de unge, som bliver færdig med enten folkeskolens 9.klasse eller 10. klasse på efterskole eller andetsteds, vælger efterfølgende gymnasiet. Måske er det fordi, at det for mange er et valg, der ligger lige til højrebenet, og at det er det, som mange af vennerne vælger. Derudover er det også et let valg, hvis man er i tvivl om hvad man egentlig vil, og derfor ønsker at holde alle døre åbne. Men hvad så når gymnasiet er slut? Hvad kan man så egentlig blive?

 

Efter gymnasiet skal du overveje dine muligheder

Når du først har gennemført gymnasiet, er det her, at du rigtig skal begynde at overveje dine muligheder. Men det er lettere sagt end gjort, og da der er et utal af veje, du kan gå, kan det godt virke uoverskueligt og skræmmende at begynde at dykke ned i.

Men for at komme tættere på, kan du med fordel gøre følgende:

  • Stil dig selv en række spørgsmål. Du kan fx overveje, hvad du drømmer om, hvad der gør dig glad i hverdagen, hvad du godt kan lide inden for det faglige, samt hvad der er dine styrker og svagheder
  • Overvej hvor lang tid, du gerne vil studere
  • Søg information om forskellige uddannelser online
  • Prøv konkrete uddannelser af ved at tage til åbent hus, følge uddannelsen på de sociale medier eller tale med en studievejleder fra uddannelsen

 

Du har ikke fravalgt erhvervsuddannelser

Blot fordi du har færdiggjort gymnasiet og dermed har en ungdomsuddannelse, har du ikke udelukket, at du kan begynde på en erhvervsuddannelse. Der er mange unge som efter gymnasiet faktisk læser en erhvervsuddannelse som f.eks. anlægsgartner, tømrer, elektriker, skiltetekniker eller lignende. Det kan være, at du I løbet af gymnasiet er blevet mere moden og i højere grad har fundet ud af, hvad der egentlig interesserer dig, så det står mere klart hvilken vej, du ønsker at gå.