Sådan koger du ris

16. mar 2017

Det er ikke altid ligetil at koge ris. Enten får de for meget, for lidt eller også svømmer de rundt i vand nederst i gryden. Men det er faktisk ret nemt at koge ris, hvis man bare har den rette opskrift – så den får du her, så du kan koge perfekte ris hver gang!

 

Der er 3 trin i denne mini-guide til perfekte ris:

 

  • Den rette mængde vand og ris

Du skal bruge de løse, parboiled ris, og en god tommelfingerregel lyder, at der skal 1,5 dl vand til 1 dl ris. Det svarer til en portion, og så ganger du bare op. Skal du lave mad til 2, skal du derfor bruge 3 dl vand og 2 dl ris.

 

  • Kogetid

Hæld vand i gryden og skru op. Når det koger, hælder du risene i, skruer ned for blusset og lægger låget på gryden. Du skal skrue ned til omkring 2, så det stadig simrer. Her skal det stå i 12 minutter.

 

  • Hviletid

Når risene har kogt 12 minutter, skal de hvile i 12 minutter. Så tag gryden af blusset og stil den på en bordskåner eller lignende. Når de 12 minutter er gået, har du spiseklare og lækre ris.

 

Ris er nemt tilbehør til mange retter

Du kan også vælge at bruge ris i poser, men det er langt billigere at købe en pose ris. Risene kan bruges som tilbehør til mange retter. Det kan være en lækker wok, en gryderet eller en omgang chili con carne.