6 must-see i København

16. jun 2018

Som turist i egen by eller blot tidfordriv på en kedelig søndag

Solen er over København, og du har en dag i overskud, som skal bruges i byen – men hvor skal du tage hen? København vrimler af muligheder for fantastiske oplevelser i det fri, når solen står højest på himlen, men det kan være svært at finde de helt rigtige steder at besøge, hvis man ønsker at nyde solen men samtidig opleve noget nyt eller spændende i den velkendte hovedstad. Nedenfor får du 6 must-sees i København, som bør nydes på en varm sommerdag.

 

Den klassiske turistmagnet - Nyhavn

Når endelig den danske sol er ude, vrimler det med turister ved Nyhavn, og det er også helt forståeligt, at den smukke, promenadeagtige gade tiltrækker mange mennesker. Langs kanalen kan du sidde i solskin og nyde både mad og drikke, og selvom de mange turister gør Nyhavn til et mere eller mindre kaotisk sted omkring frokost- og aftensmadstid, bør du alligevel tage herhen, når solen er fremme. Den smukke udsigt, de fantastiske caféer og restauranter og muligheden for at nyde solen udendørs er uerstattelig.   

 

En gratis tur med dyr og forlystelser

Som studerende kan det være svært at finde penge til f.eks. at gå ud og spise eller betale sig fra at gå i tivoli, når solen står på himlen. Har du adgang til transport – f.eks. bil eller med S-tog eller bus – er det dog en oplagt oplevelse at nyde Dyrehaven og Bakken nord for København. Her er gratis indgang, og der er både boder, underholdning, forlystelser og dyr for alle aldre.

 

Udendørs loppemarked på Amager

I sommerhalvåre kan du hver søndag opleve ’Sommerloppe’ på Amager, hvor du kan finde alt fra moderne tøj til ældre møbler og nipsting til hjemmet. Markedet afholdes på pladsen foran Amager Bio, og skulle solen stoppe med at skinne, er nogle af boderne etableret under halvtag, så der er tørvejrsgaranti. Markedet er uden tvivl et besøg værd, når vejret er godt, og shoppelysten skal stilles.

 

Nørrebros Bermuda-trekant

Nørrebro har længe været kendt for sin livlige caféliv, og den moderne bydel oser af gader, som er fyldt med nationale og internationale spisemuligheder. Mellem de tre gader Nordbanegade, Stefansgade og Julius Bloms Gade skulle der ifølge Euroman kunne findes de bedste og mest hipster-venlige caféer, som er oplagte til en varm sommerdag udenfor. Det trekantede område kan betegnes som Nørrebros Bermuda-trekant, hvor unge mennesker forsvinder og opsluges af den fantastiske stemning.  

 

En af de mange haver – Frederiksberg Have

Der er et utal af grønne haver i København, som skaber en oase stemning over den til tider hektiske storby, og netop i disse haver er det oplagt at nyde solskinnet med take away eller eget grillmad. Centralt beliggende på Frederiksberg er Frederiksberg Have en af de mere stille parker i København, og med sine mange kanaler og snoede stier, oser haven af romantik og afslappende stemning. Læn dig tilbage på en af parkens bænke eller smid dig på græsset os nyd lyden fra landskabshavens seværdigheder.

 

Badning og sol mødes ved Amager Strandpark

Når solen kommer frem, er det oplagt at søge til steder, hvor der er mulighed for at bade. Amager Strandpark er Københavns største strand, og med en placering som ligger meget nær centrum af storbyen, er den en populær destination blandt både turister og københavnere. Her er mange faciliteter og aktiviteter, og der afholdes desuden til tider spændende arrangementer på stranden. Er vejret godt? Så er det bare at komme af sted!