Studievenlig ferie i Flensborg

01. mar 2017

Skrevet af Mette Munk, Kommunikationsstuderende.

Som studerende er det nok ikke feriebudgettet, der er det største, så du kan sikkert godt bruge et tip til en billig ferie. Mit råd vil være at tage en tur til Flensborg. Jeg har tidligere boet i Flensborg i nogle år, og priserne er bestemt studievenlige, ligesom byen indeholder meget mere end blot grænsehandel.

Både overnatning, spisning og øl om aftenen kan gøres billigt, og det er nemt at komme dertil, selv hvis du ikke kan låne eller har en bil. Der er både busser og tog til Flensborg, og busstationen ligger lige i centrum, mens det ikke tager mere end 5-10 minutter at gå fra banegården til midtbyen.

Her får du min mini-guide til Flensborg, om hvor I skal spise, hvad I skal opleve, hvor I skal overnatte, og hvor I skal gå ud. Så er I klar til en skøn ferie – uanset om det blot er en dag, en forlænget weekend eller en uge, I skal afsted.

 

Hvor skal I spise?

Tysk mad har ry for at være tung mad med wienerschnitzel, sauerkraut og currywurst som nogle af favoritterne, og det kan du finde mange steder i byen. Men Flensborg byder også på mange andre spisesteder lige fra cafeer til lækker take-away fra den lokale kineser. Jeg har mange favoritter i byen, men prøver lige at gøre listen kort og fremhæve de tre steder, som venner og familie især har været begejstret for. Restauranterne ligger i midtbyen, så det er nemt at komme dertil.

 

  • Die Weinstube im Krusehof

I Rote Strasse tæt ved gågaden i Flensborg findes en baggård, der minder om noget fra Harry Potter. Der er brosten, lidt trængt og super hyggeligt. Her ligger Die Weinstube im Krusehof, som virkelig er et besøg værd. De serverer flammkuchen, der minder om pizza. Jeg vælger som regel Der Italiener eller Der Spanier, men de ser alle lækre ud. Er man ikke så sulten, eller skal I bare have en let frokost, kan I godt nøjes med at dele en. Derudover har de et stort vinkort til rimelige priser. Menukortet findes også på dansk, hvis det kniber med det tyske.

 

  • Restaurant Gallerie

Er du til den traditionelle tyske mad, kan du finde den mange steder i byen, men jeg har særligt et sted, som jeg har besøgt med mange venner og min familie. Restaurant Gallerie ligger i en baggård ved gågaden, og her er der hyggelig stemning, god betjening og lækker mad. Menukortet byder på alt fra pizza til wienerschnitzel, og du kan skylle maden ned men lokal Flensburger Pilsner vom Fass. Altid et besøg værd!

 

  • La Tasca

Er du til tapas, så er La Tasca stedet. Der er tit fyldt både i hverdage og i weekenderne, så det er en god ide at bestille bord. Her får I en masse lækre retter, der som regel fylder hele bordet, når de bliver båret ind. Der er god stemning på det hyggelige sted, og så lægger det tæt på gå-i-byen stederne.

 

 

Hvad skal I opleve?

Flensborg byder på mange turistattraktioner, men jeg har aldrig været god til at besøge dem – er det ikke tit sådan, når man bor i byen? Turistforeningen i byen har masser af forslag, og deres hjemmeside findes selvfølgelig på dansk, så tjek gerne den. Ellers kan du her få mine tips til byen.

 

  • Gåtur i byen

Hvis I har mulighed for det, så tilbyder turistforeningen guidede byture, hvor I får set byen, men I kan også selv begive jer afsted. Havneområdet er skønt om sommeren, ligesom der også er mange naturområder tæt ved midtbyen. I kan også prøve kræfter med St. Jürgen-Treppe på 143 trin – jeg lover, at udsigten fra toppen er hele turen værd!

 

  • Se håndbold

Er I det mindste sportsinteresserede, så er en håndboldkamp i Flens-Arena (tidligere Campushalle) et must. Stemningen er fremragende, når hjemmeholdet SG Flensburg-Handewitt spiller. Er I ude i god tid med planlægningen, kan man sagtens få fingre i billige ståpladser til mellem 14-18 euro afhængigt af, hvilken kamp det er. Billetter bestilles på klubbens hjemmeside.

 

  • Rundtur på Flensburg Brauerei

Flensburg Brauerei er det lokale bryggeri i Flensborg, og du kan kende øllen på patentproppen. Her bliver I vist rundt i bryggeriet og kan se, hvordan øllet bliver brygget. Bryggeriet ligger i midtbyen, og du vil ofte kunne dufte humlen i byen. Rundvisningen er på tysk, og pladser på rundturen skal bestilles i god tid på hjemmesiden.

 

Hvor skal I overnatte?

Når man bor i byen, er det med overnatning jo ikke nødvendigt, men jeg har siden besøgt Flensborg som turist og fundet nogle gode steder. Jeg vil altid anbefale et sted i centrum, hvor man kan gå hjem, selvom taxakørsel ikke er så dyrt (husk kontanter til taxaen – de tager sjældent kort). Det er bare rarest at kunne komme omkring til fods – især hvis man gerne vil have en øl eller to.

 

  • Hostel am Exe

Hostel am Exe er et vandrehjem tæt på midtbyen – det tager omkring et kvarters tid at gå fra midtbyen til vandrehjemmet. Der er en stor, offentlig og gratis parkeringsplads overfor, så hvis I er i bil, er det nemt. Forholdene er gode, og her er der god mulighed for at finde en billig overnatning på fælles værelse eller lidt dyrere på eget værelse.

 

  • Pension Möller

Et mindre hotel midt i Flensborg, som jeg tilfældigt fandt, sidst jeg var afsted. Her var vi seks mennesker, der skulle overnatte, og vi fik en etage for os selv. Det kostede omkring 450 kr. for to personer per overnatning, og det var inklusiv morgenmad.

 

  • Hoteller og andre overnatninger

Der findes også en lang række hoteller, Bed & breakfasts og private, der udlejer værelser gennem for eksempel AirBnb. Byen har mange turister hvert år, så gå selv på jagt og find det, der passer til jer.

 

Hvor skal I gå ud om aftenen?

Der er gode muligheder for at gå ud om aftenen i Flensborg, og jeg fandt hurtigt mine favoritter, hvor musikken og drinksene var gode.

 

Max Phono

Diskotek i flere etager, hvor den øverste del kun er for folk over 21 år. Resten er ligeså ungt, som man kender fra Danmark. Musikken og stemningen plejer at være god, men jeg har også været der, hvor det var helt dødt. Som regel sidste stop på aftenen, hvor der bare skulle danses.

 

Kritz

Om dagen er Kritz en café og om aftenen lidt af et in-sted. Der er tit mange mennesker, så kom i god tid, hvis I vil have en drink på Kritz. Vi startede ofte aftenen her, inden vi gik videre på Max Phono.

 

Porticus

Er du til værtshusstemning, så er det Porticus. Ubetinget et af de hyggeligste steder i Flensborg. Her vil du ofte høre dansk, fordi mange fra det danske mindretal kommer på Porticus. Personalet er søde og venlige, og der er tit ret mange mennesker. Hvis der er rygere i selskabet, kan I dog næsten altid få en plads i ryger-loungen. Ellers må I komme tidligt for at få pladser i ikke-ryger.

 

Sol og sommer eller glühwein og julestemning?

Det var blot nogle input til, hvad I kan se i Flensborg. Der er også gode bademulighed, wellness-oplevelser, fede løberuter og meget, meget mere. Jeg nød at bo der, fordi det hele var så afslappet og roligt, og i solskin var det så skønt at være der. Det er dog også værd at besøge byen i december, når der er julemarked og glühwein i lange baner. Hvis det er muligt med eksamenslæsning, og hvad der ellers er i december, så besøg julemarked i hverdagen. I weekenden er der proppet med mennesker, selvom gågaden er både lang og bred.

 

God tur!