Er du nyuddannet?

20. aug 2018

Det skal du være opmærksom på første år efter afsluttet studie

Specialet eller sidste eksamen er afleveret, og du står nu på helt ny jord. De trygge studierammer er pludseligt forsvundet, og du skal forholde dig til helt nye spilleregler på arbejdsmarkedet – hvad gør du? Uanset om du er én af de heldige, der har sikret dig job inden endt uddannelse, eller som rigtig mange nyuddannede skal kæmpe med ansøgningerne, er der et par ting, du bør vide om livet efter endt uddannelse. Forhåbentlig kan denne guide hjælpe med blot nogle af de spørgsmål, du måtte have.

 

Sådan søger du dagpenge

Efter de fleste endte uddannelser er du, hvis du er medlem af en a-kasse, berettiget til at modtage dagpenge. Men pengene kommer desværre ikke af sig selv, og der er flere træk, du bør foretage for at sikre dig en indkomst som nyuddannet. For det første skal du ændre din status i a-kassen fra ”under uddannelse” til ”dimittend”. Du har fra sidste eksamensdato 14 dage til at få udfyldt blanketten som nyuddannet, hvis du ønsker dagpenge den første måned som ledig. Ved specialer, der ikke skal forsvares mundtligt, gælder datoen ofte fra vejlederens forhåndsgodkendelse af modtaget opgave. Er du endnu ikke medlem af en a-kasse, er dette naturligvis det første skridt. Her vil du, ved indmeldelse inden 14 dage efter endt eksamen, ofte være berettiget til dagpenge fra måneden efter, og går altså glip af en månedlig indtægt. Selvom du allerede har sikret dig et job lige efter uddannelsen, er det stadig en god idé at være medlem af en a-kasse udover fagforeningen, da mange oplever arbejdsløshed i de første år som nyuddannet.

 

Studiejobs og videreuddannelse

Har du haft et studiejob under uddannelsen, kan indtægten fra dette påvirke din berettigelse til dagpenge. Hvis du ønsker fuld udbetaling, er det vigtigt, at du opsiger dit studiejob og fratræder det inden endt uddannelse for ikke at blive ramt af en dagpenge-karantæne på 3 uger. Alternativt kan du søge om at få supplerende dagpenge med hjælp fra din a-kasse. Ønsker du at læse videre efter for eksempel en færdiggjort bachelor, skal du stadig ændre status som ”dimittend” hos a-kassen. Du har således mulighed for at modtage dagpenge, hvis du skulle droppe ud af uddannelsen inden for 2 år. Vær dog opmærksom på, at du ikke kan modtage dagpenge i månederne mellem endt uddannelse og påbegyndelse af ny.

 

Ferieregler det første år

Lige nu gælder det, at man ikke kan få lønnet ferie i sit første arbejdsår. Dette skyldes at ferien optjenes fra januar til december, men først kan bruges året efter. Derfor skal du som nyansat i et job være opmærksom på, at ferie det første år må blive for egen lomme. Der er dog gode nyheder på den front, da regeringen har vedtaget en ny ferielov, hvor lønmodtageren kan vælge at afholde ferie det første år, mens feriedagene bliver optjent. Loven træder dog først i kræft i 2020, så du skal de kommende år stadig forholde dig til den gamle ferielov.