Spar penge ved at genbruge

15. mar 2017

Genbrugsforretninger er populære som aldrig før, og der er både penge at spare og fantastiske varer at finde. Næste gang du mangler et bord, en stol, en taske eller endda en bog, kan du altså med fordel starte søgningen hos din lokale genbrugsforretning.

 

Affald er en ressource

Giv, hvad du har! Tag, hvad du kan bruge…”, siger ReUse, der findes i bl.a. Aalborg og Aarhus. De forsøger at ændre den generelle opfattelse af skrald, der bygger på at vise, hvordan skrald kan fungere som en ressource. I butikkerne vil du blive mødt af passionerede ejere, der står klar med et råd eller to til at få mest muligt ud af genbrugsvarerne. At give nyt liv til gamle produkter hedder upcycling og kan spare dig for mange penge – du kan eksempelvist få vejledning til at lave fire gamle stole om til en bænk. ReUse i Aarhus får deres produkter fra storskrald, hvor de bedste ting altså sorteres fra. Derfor er varerne her også gratis.

 

Moderne patina i din bolig

Du kan finde mange spændende ting og møbler i genbrugsforretninger, og du bør ikke være bleg for at tage en chance. Ofte fungerer møbler med patina godt i indretningen, da de kommer med en hyggelig og varm stemning. Men tro ikke, at det blot er gamle varer, du kan finde i genbrug. Flere onlineplatforme gør det muligt at finde nye ejere til nye eller næsten nye ting – det gælder bl.a. trademarkliving.dk (http://www.trademarkliving.dk/da/).

 

Genbrug dine studiebøger

Potentialet for at genbruge studiebøger er stort. Der er mange penge og CO2-kg at spare. Der findes flere sider og grupper på Facebook, der fungerer som genbrugsplatform for specifikke studier, som det kan betale sig at lede efter. Desuden kan du finde portaler på nettet, hvor studiebøger kan både købes og sælges, bl.a. pensum.dk (https://pensum.dk/), bogbasen.dk (http://www.bogbasen.dk/) og unibazaar.dk (http://unibazaar.dk/) for studerende på CBS.

 

Genbrug er miljøets ven

Når vi køber brugte ting sparer vi på Jordens ressourcer – i al fald, hvis vi ikke køber noget nyt, da vi så skaber mindre affald. Danskernes stigende forbrug på platforme som Den Blå Avis (http://www.dba.dk/) og Trendsales (http://www.trendsales.dk/) er en klar gevinst for miljøet, da de forlænger produkternes levetid.  Genbrug er en del af den cirkulære økonomi, og vil fortsætte med at være fordelagtig for både miljøet og forbrugeren i fremtiden.