5 ting du kan bygge selv

14. nov 2016

Byg nogle ting til din lejlighed selv – det er der nemlig en hel række fordele ved. Du sparer nemlig ikke bare penge, du kan også spare plads i din lejlighed. Her kommer fem gode bud på ting, du selv kan lave (både hvis du har hænderne skruet helt rigtigt sammen, eller ligesom jeg har ti tommelfingre):

 

Opslagstavle af klemmer

Klemmer kan nemt bruges til at lave en kreativ og smart opslagstavle. Det kræver ikke ret lang tid at lave, og så koster det ikke meget. Du kan gøre således:

  1. Spraymal træklemmer (antal og størrelse efter behov).
  2. Bind en snor om klemmerne og hæng dem i loftet.
  3. Hæng billeder, breve, sedler eller andet i klemmerne.
  4. Du har nu en kreativ opslagstavle!

 

Et lækkert palle-sofabord

Pallemøbler har i længe været populære. Du kan nemt gøre din udgave anderledes og mere lækker. Denne udgave har jeg tænkt som sofabord – men lad dig ikke begrænse!

  1. Køb en palle i den ønskede højde og størrelse (har du en lille lejlighed er en ½ europalle nok passende).
  2. Sæt rullende bordben i hvert hjørne af pallens underside.
  3. Du kan selv style dit bord, så hold dig ikke tilbage! Du kan evt. male pallen, sætte en glasplade på eller rulle snor omkring fladen. På denne måde kan du selv bestemme bordets udseende – snoren gør også pallen bedre at sidde på!

 

Stilfuld bøjlestang med lædersnore

En flot og plads-effektiv måde at opbevare sit tøj på er bøjlestange fra loftet. Du optager nemlig hverken unødig plads ud i rummet eller på gulvet, og så er den nem at lave. Udgaven her er også velegnet til skråvægge – moderer blot længden på remmene. Således kan du gøre:

  1. Køb en flot træstang (kan også være et kobberrør) i den ønskede længde. En god idé er at købe en afrundet stang, da resultatet kommer til at se mere gennemført og professionelt ud.
  2. Køb to læderremme. Remmen kommer til at hænge dobbelt, så du skal købe 2x den ønskede højde. Læderremmen deles i to, og samles med lim i enderne (med ”læder-siden” udad). Lav derefter et hul igennem remmen i de samlede ender.
  3. Køb to kroge og ravpluks (ret vigtigt, da det bliver tungt). Krogene skal hænges i loftet, sådan at de hænger tættere end din stang (efterlad gerne 10 cm i hver ende). Husk, at der skal være plads til tøjet, så hæng den ikke helt tæt til en væg.
  4. Hæng læderremmene i krogene.
  5. Sæt træstangen eller kobberrøret i remmene – du har nu en færdig bøjlestang! Værsgo’ at sætte dine sko under.

 

Moderne og billigt plankebord

De rustikke borde af naturlige træplanker er populære som aldrig før – og ikke uden grund! Et plankebord giver et fedt udtryk og passer i de fleste lejligheder. Du kan lave en nem, billig (kan gøres under 500 kr.) og flot udgave sådan her:

  1. Køb 3 rå planker i din lokale tømrerhandel og læg dem tæt med front nedad.
  2. Køb 2 bjælker, der skrues fast på tværs af bagsiden af plankerne. Der skal være én i hver ende. Du kan evt. give bordet lak, så skal du ikke være nervøs for pletter m.m.
  3. Bordet skal have bordben. Dette kan gøres med en billig udgave fra Ikea (model: Lerberg til 50 kr.) eller udgaven fra HAY (model: Loop Stand til ca. 1150 kr.).
  4. Vend plankerne og læg dem på bordbenene. Du har nu bygget dit eget plankebord – en super løsning som spisebord!

 

Flotte og meget nemme lysestager

En god måde at skabe en hyggelig stemning i din lejlighed er med stearinlys. Her kommer en nem måde at lave unikke og rustikke udgaver:

  1. Find tre store og flotte sten (find nogle med en form og farve, som du kan lide).
  2. Køb tre formindsker muffer (jeg synes at udgaverne i krom er de bedste).
  3. Lim mufferne på stenene med en limpistol – så har du tre fede lysestager!