Nok mad til hele måneden
10. feb 2017
Det er sidst på måneden, kontoen er næsten tom, og der er udsigt til pasta og ketchup, fordi pengene endnu en gang ikke slog til. Men sådan behøver det ikke være. Kender du følelsen af at stå og håbe, der er guld i skabene, så får du her 3 råd til at få pengene til at strække sig hele måneden.
-
Lav en madplan
Der er mange penge at spare på madbudgettet ved at lave en madplan. Med en madplan undgår du nemlig at handle hver dag, ligesom du også nemmere undgår madspild ved at planlægge, hvordan du bruger de forskellige varer i løbet af ugen. Det kan være, du skal bruge oksekød tre gange på ugen, og derfor kan du købe større ind eller får brugt hele posen med gulerødder, så du slipper for at smide noget ud. Om du laver en madplan for en uge ad gangen eller måske en måned, er ikke så vigtigt – det vigtigste er, at du sørger for at udnytte alle madvarer optimalt i løbet af planen. Husk også at få skrevet frokost ind i planen, så du ikke ender med at stå i kantinen og købe dagens ret – det kan hurtigt blive dyrt.
-
4 kuverter til pengene
Det er simpelt, men virkeligt effektivt at fordele sine madpenge i 4 kuverter, så du har en kuvert til hver uge. På den måde ved du præcis, hvad du har brugt, og hvad der er tilbage. Er der noget i overskud, kan det gå videre til næste uge, eller du kan bruge dem på sko, tøj eller hvad du ellers står og mangler. Denne model er også god, hvis du vil blive mere bevidst om, hvad de forskellige varer koster. Det kræver nemlig, at du undervejs, når du handler, holder styr på, hvad der er for i kurven, så du har råd til det med ugens madpenge. Det kan være en god øjenåbner i forhold til, hvad du bruger penge på.
-
Hav en madpung
Vil du hellere handle stort ind i starten af måneden, kan du i stedet for at dele madpengene op i kuverter, lægge dem samlet i en madpung. Så kan du købe kød og andre ting, der kan holde sig, i starten af måneden og dermed spare penge, fordi du køber i store mængder. Om du vil dele det resterende beløb op i kuverter eller bare lade dem være samlet i pungen, er op til dig. Men det giver dig et klart bedre overblik at have i en pung, end hvis pengene stod på din konto.
Kræver tid og planlægning
Som med alt andet omkring ens økonomi, så kræver det tid og planlægning at få styr på at lave madplaner og lægge penge fra i kuverter. Men når først du er kommet i gang, bliver det nemmere, fordi du får rutine. Hvis du synes, at det bliver for træls, så husk at arbejdet betaler sig, når der er ordentlig mad sidst på måneden.
Relaterede søgeord
Andre indlæg i samme kategori
13. feb 2023
Undgå spild med disse råd
19. jan 2023
Økologi på SU
23. sep 2022
Sørg for god mad til studentergi...
04. mar 2022