Kyllingewok
14. mar 2017
Wok er nem aftensmad
Wok er nemt, lækkert og genialt, især hvis du har rester af grøntsager i køleskabet. Der er ingen grænser for, hvad du kan bruge af grøntsager i en wok: gulerødder, løg, peberfrugt, blomkål, bønner, selleri, broccoli, porre, kål, squash og auberginer. Listen er lang, og det vigtigste er, at du er opmærksom på, hvilken rækkefølge grøntsager kommer i retten. For det er ikke alle grøntsager, der skal have lige lang tid. Gulerødder skal i fra start, mens broccoli kun lige skal varmes med. Ellers er der fri leg, men du får lige et eksempel på, hvad en wok-ret kan bestå af.
Du skal bruge (2 personer):
2 kyllingefileter
1-2 peberfrugter
1 lille rødløg
2 gulerødder
1 fed hvidløg
1 dåse kokosmælk
1-2 tsk. karry
Salt og peber
2 dl ris
Evt. forårsløg
- Start med at sætte risene over for de skal have længst tid. Brug anvisning på pakken eller følg guiden til, hvordan du koger lækre ris.
- Gør grøntsagerne klar. Pil løget og skær det i både (halve cirkler). Skyl og rens peberfrugten og skær den i strimler. Gulerødder skæres i både.
- Skær kyllingen i tynde strimler og steg dem i wokken til de får lidt farve. Tilsæt karry og lad det stege med.
- Tilsæt hvidløg, løg, gulerødder og peberfrugt og lad det stege i wokken under omrøring i fem minutter.
- Tilsæt kokosmælken og lade det koge op. Smag til med salt og peber.
Anret tallerkenen med ris nederst og wokretten ovenpå. Drys eventuelt med peanuts for at give retten lidt ekstra knas. Du kan også komme chutney på eller bare spise den, som den er. Nemt og dejligt mættende!
Forsøg dig frem og find din favorit
Du kan variere wok-retten i det uendelige. Tilsæt andre grøntsager, ingefær og chili eller prøv med soja i stedet for kokosmælk. Der er masser af muligheder, og det er bare med at prøve dig frem, til du finder din favorit.
Relaterede søgeord
Andre indlæg i samme kategori
13. feb 2023
Undgå spild med disse råd
19. jan 2023
Økologi på SU
23. sep 2022
Sørg for god mad til studentergi...
04. mar 2022