Oplev fordelene ved at deltage i eksperimenter

02. okt 2017

Som studerende er du en del af et spændende forsknings- og uddannelsesmiljø, der byder på mange muligheder. Du har nemlig mulighed for at involvere dig aktivt i forsøg samt undersøgelser - det giver fede oplevelser, dybere forståelse for alverdens emner og selvfølgelig muligheden for at tjene ekstra til SU’en.

 

Vær forsøgsperson på tværs af alle felter

Du har mulighed for at deltage i forsøg omhandlende både økonomi, idræt og fysik. Du skal ikke lade dig begrænse - du kan sagtens nå at prøve forsøg hos dem alle.

 

Indholdet og gevinsten varierer naturligvis imellem de forskellige forsøg. Det hænger selvfølgelig sammen med, at omfanget af forsøgene er ganske forskellige og kan variere betydeligt i tid. I flere psykologiske eksperimenter varer forsøget ikke længere end 20-30 minutter, hvorimod omfattende studier inden for eksempelvis idræt kan vare over flere uger, og de kræver høj involvering. Derfor vil betalingen også variere mellem sandwich-gavekort og helt op til flere hundrede kroner i timen.

 

Jeg har størst kendskab til forskningscentre, der arbejder hovedsageligt inden for kognitionsvidenskab og psykologi tilknyttet Aarhus Universitet, hvorfor mine forslag (desværre) vil  bære præg af dette. Jeg har dog forsøgt at finde andre centre, der virker interessante. Hertil må jeg desuden indskyde; eksperimenterne i de forskningscentre, som jeg har erfaring med, er interessante for mange, hvis ikke alle personer, uanset studie.

 

Sådan finder du et forskningscenter

Ønsker du at udfordre dig selv og dit kendskab til alverdens forskellige forskningsområder, kan du her finde en række gode forslag. Det er bestemt ikke svært at finde et interessant forskningscenter i København, Aarhus eller Odense.

 

Jeg tjekker jævnligt opslagene fra COBE lab, der foregår på Aarhus BSS og byder ofte på adfærdspsykologiske eksperimenter. I Aarhus kan du bl.a. også deltage i ofte mere omfattende neurologiske forsøg på CFIN/MINDLab eller selvbiografiske psykologi-forsøg på Con Amore. Sidstnævntes forsøg er ofte i form af spørgeskemaer, logbøger og lignende, hvorfor de også kan udføres på afstand.

 

I København findes en lang række spændende forskningscentre, så det handler blot om at starte et sted, du finder interessant. Du kan finde en liste her, og mulighederne varierer helt fra sprogteknologi til stamcelleforskning. Har du ikke erfaring som forsøgsperson, bør du starte med at finde et spændende forskningscenter, der arbejder inden for emner, hvor du allerede har viden. Det vil give en mere positiv oplevelse, og du vil kunne supplere din oplevelse med noget mere.

 

Hjælp forskningen!

Udover personlige oplevelser og gevinster eller betaling, har du mulighed for at give forskningen en hjælpende hånd. Mine erfaringer er særdeles positive, og forskerne bliver desuden glade for din deltagelse. Du kan desuden finde en database af kliniske forsøg her. Melder du dig til et forsøg igennem et sådan mellemled, bør du dog altid undersøge forskeren samt sikre dig, at du modtager en bekræftelse på din deltagelse, inden du deler personlige oplysninger.

 

Der er mange gode oplevelser i vente, og du kan lige så godt hjælpe dine medstuderende.