10 indkøbsråd
06. mar 2017
Få styr på dine indkøb
Bruger du for mange penge på mad, handler ofte eller savner en struktur i dine indkøb? Der er mange grunde til, at madbudgettet ikke holder, men med disse 10 gode råd kan du få styr på dine indkøb.
- Tjek hvad du har
Er der noget i skabene eller i køleskabet, som snart skal bruges? Hvis der er, så planlæg din madplan efter det, så du kan få brugt resterne i stedet for at smide ud. Tjek også om fryseren indeholder noget, du kan bruge i den kommende uge i stedet for at købe noget nyt. Når du står i supermarkedet, ved du også, hvad du har i skabene, og du undgår derfor at købe noget unødvendigt.
- Tjek tilbudsaviserne
Hold øje med tilbudsaviserne for at se, om de varer, du ofte bruger, er på tilbud. Især ved de dyrere ting som vaskemiddel er der mange penge at spare ved kun at købe det på tilbud. Det kan også være, at der er et godt tilbud på kød, som du kan bruge, når du skal lave madplan. Det vigtigste er, at du ikke køber for meget, bare fordi det er på tilbud, for så senere at smide det ud.
- Skriv en indkøbsliste
Inden du tager ud for at handle, skal du lave en indkøbsliste, så du ved, hvad du skal bruge. Når du har lavet madplan og tjekket skabene, kan du nemt lave en indkøbsliste. Og sørg for at du holder dig til listen, så du ikke kommer hjem med mange impulskøb.
- Spis inden du handler
Indkøbslisten er lavet, og du er klar til at tage af sted, men sørg lige for at fylde maven først. Antallet af impulskøb stiger, hvis du er sulten, og der kan hurtigt snige sig usunde sager i kurven, hvis maven rumler.
- Køb ikke ind hver dag
Selv med en indkøbsliste laver de fleste impulskøb, og derfor kan der være god fornuft i ikke at handle hver dag. For det mindsker antallet af besøg i supermarkedet, hvor du kan lave impulskøb. Desuden får du også planlagt dine indkøb bedre, hvis du handler én gang i ugen.
- Pas på ”gode tilbud”
Det kan ligne et godt tilbud, men hvis du ikke får tingene brugt, er det bare spild. Så lad dig ikke friste af store opstillinger med varer, der ser ud til at være på et rigtig godt tilbud – det er ikke sikkert, de er det.
- Vælg en mindre kurv
Supermarkederne øger hele tiden størrelsen på kurve og vogne, og hvis du har mulighed for at tage noget mindre, så gør det. Man handler nemlig mere, hvis man har en større kurv eller vogn – godt for supermarkederne, knap så godt for din pengepung.
- Overvej mængderne
Har du brug for den store bakke æg eller den største pose gulerødder, selvom de kun koster lidt mere? Det er bedre at spare de par kroner end at smide en stor del af maden ud.
- Tag dig god tid
Sørg for du har god tid til at handle i, så du har mulighed for at tjekke, om det er den billigste varer, du står med eller om supermarkedet har andre, der er ligeså gode eller med mere indhold.
- Tjek din kurv inden kassen
Inden du betaler, så tjek lige dine varer igennem og se, om du virkelig har brug for det hele eller om der er nogle (impuls-)køb, der skal tilbage på hylden.
Bliv bevidst om dine indkøb
Hvis du skal have bedre styr på, hvad du køber, så handler det i høj grad om at få planlagt dine indkøb bedre og blive mere bevidst om, hvad du smider i kurven. Med disse 10 gode råd i baghovedet er du forhåbentligt klædt bedre på til næste indkøbstur, så du ikke kommer hjem med varer, du ikke har brug for, eller som ender med at blive smidt ud, fordi det bliver for gammelt.
Relaterede søgeord
Andre indlæg i samme kategori
13. feb 2023
Undgå spild med disse råd
19. jan 2023
Økologi på SU
23. sep 2022
Sørg for god mad til studentergi...
04. mar 2022