Find den helt rigtige uddannelse

25. mar 2017

Skrevet af studerende: Jonas Primdahl, Markedsføringsøkonom

Da jeg afsluttede min handelseksamen for to år siden, trængte jeg til et velfortjent sabbatår. En hverdag uden lektier, tunge afleveringer og skolerelaterede deadlines. Jeg ville arbejde og have helt fri, når jeg forlod jobbet. Det var et tiltrængt pusterum, nu hvor jeg havde gået i skole siden jeg var seks år gammel. Men pludselig ramte det mig: Hvilken uddannelse skal jeg vælge? Hvad vil jeg gerne arbejde med? Hvilken uddannelse passer overhovedet til mig? Det satte mange tanker i gang, nu hvor jeg skulle finde den helt rigtige uddannelse.

 

Find ud af hvad der interesserer dig

Rigtig mange af mine venner, inklusiv mig selv, er bange for at vælge en ”forkert” uddannelse. Man vil gerne vælge rigtigt første gang, så man ikke skal droppe ud efter et halvt år. Jeg er så privilegeret at have en far, der arbejder med karriererådgivning, hvilket hjalp mig rigtig meget, da jeg skulle finde ud af, hvad jeg gerne ville.

Min fars bedste råd var: Lær dig selv at kende. Både i forhold til hvordan man lærer bedst, men også hvad der interesserer en. Der er stor forskel på hvordan undervisningen foregår på de forskellige uddannelser. Nogle er baseret på forelæsninger, mens andre er holdundervisning. Jeg følte, at holdundervisning passede bedst til mig, da forelæsninger bliver for ensformigt i længden.

Derudover begyndte jeg at undersøge, hvad der fangede min interesse. Jeg synes, at markedsføring og salg er utrolig spændende og interessant, og derfra blev min uddannelsesvej dannet. Jeg mener, at det er utrolig vigtigt, at man vælger en uddannelse, man synes er spændende. Derfor: Mærk efter hvad du finder interessant og arbejd videre i det spor.

 

Få inspiration til valg af uddannelse

Der er flere steder rundt omkring på nettet, hvor man kan finde inspiration til at vælge den rigtige uddannelse. Jeg brugte rigtig meget tid inde på UddannelsesGuidens hjemmeside  www.ug.dk, da man kan læse om alle de forskellige uddannelser. Der er gode beskrivelser af de forskellige uddannelser, hvor man hurtigt får et overblik over, hvad de indeholder. Derudover har de et værktøj kaldet Jobkompasset, hvor du kan blive klogere på, hvilke jobs man kan få med de pågældende uddannelser.

Udover at finde meget inspiration på internettet, kan det også være en fornuftig idé at deltage i åbent hus på uddannelsesstederne. Jeg var både til åbent hus på universitetet og erhvervsuddannelserne, hvor jeg fik rig mulighed for at snakke med både lærere og andre studerende. Det giver et indblik i, hvordan hverdagen er på studiet, hvor man samtidig har mulighed for at stille spørgsmål – og hold dig ikke tilbage med dem! Samtidig snakkede jeg med nogle af de venner, som allerede var begyndt på en videregående uddannelse, for at høre om deres tanker omkring valg af uddannelse.

 

Følg dine interesser

Jeg kan kun sende mine bedste anbefalinger til, at man vælger en uddannelse, som man synes er super spændende og virkelig brænder for. Efter min mening er der ikke noget værre, end at skulle stå op til noget, der er sindssygt kedeligt og uinteressant. Min subjektive teori er, at mennesker motiveres af ting, de finder interessante, og derfor bør din uddannelse også være herefter.

 

Generelt set handler det om to ting:

1.  At sætte sig grundigt ind i de forskellige uddannelser, så du ved hvad de kan tilbyde, samt hvilke jobdøre, de åbner op for. Inspirationen og information kan man finde over alt på internettet og i dit netværk.

  1. Lyt til dig selv. Hvad synes du er spændende? Hvad vil du gerne arbejde inden for? Hvad brænder du får? Så mit allerbedste råd er at finde ud af, hvad du synes er fedt og følg sporet i den retning. Det har i hvert fald haft stor indflydelse på, hvilken uddannelse jeg valgte.

 

Jeg håber, at mine erfaringer kan være en hjælpende hånd, når du skal finde ud af, hvilken uddannelser der passer bedst til dig.