Derfor skal du som elev være medlem af en fagforening

06. jan 2022

Hvad er en fagforening?

En fagforening er en organisation, som støtter folk i arbejde og sikrer, at de har ordentlige arbejdsforhold. Der findes mange forskellige fagforeninger i Danmark. Nogle fagforeninger er specialiseret inden for et givent felt, mens andre spænder vidt over fagområder. Det kan være en fordel at melde sig ind i en fagforening, der er fokuseret på netop dit arbejdsområde, da de har en indforstået viden om de mekanismer, der rører sig i dit specifikke fagmiljø. De fagforeninger, som favner bredere, har dog ofte mange år på bagen og dermed stor erfaring. Det er altså en fin løsning at vælge en af dem, hvis du ikke orker at lave research.

 

Hvorfor skal du som elev blive medlem?

Hvis du er elev, tænker du måske, at fagforeninger er overflødige. Det kan være fristende at nedprioritere den faste udgift til fagforening, når man er på SU eller elevløn, men det er at gøre dig selv en bjørnetjeneste. Du kan for eksempel få brug for en fagforenings hjælp i dit studiejob eller i forbindelse med din erhvervspraktik. Nogle arbejdsgivere gør en sport ud af at udnytte elever.

 

Som elev får du forskellige medlemsfordele i en fagforening. Det er ofte billigere for dig at være medlem, mens du er under uddannelse. Du slipper desuden for at betale et dyrt indmeldingskontingent efter uddannelsen.

 

Fagforeningens favorable fordele

Din fagforening er din bodyguard ude på arbejdsmarkedet. De har en stor viden om alt, hvad der rører sig i erhvervslivet, og de kan give dig kyndig rådgivning om løn, ansættelse og overenskomst. De har din ryg i arbejdsmæssig sammenhæng og står klar til at kæmpe kampen for dig, hvis du får for lidt i løn, oplever diskrimination på arbejdspladsen eller bliver fyret på et ikke-gyldigt grundlag.