Opnå bedre resultater med en god nattesøvn

21. apr 2021

Det er vigtigt at sove godt!

På trods af at vi alle har hørt det mange gange før, lader det alligevel ikke til, at alle ved, hvor vigtigt søvn rent faktisk er for vores generelle helbred og velbefindende. Dårlig eller manglende søvn kan påvirke en række forskellige dele af dit helbred, både det fysiske og det psykiske.

Nogle af de psykiske og adfærdsmæssige konsekvenser ved søvnmangel kan eksempelvis være irritabilitet, dårlig hukommelse, og de fleste af os kender helt sikkert til den manglende koncentration, dårlig eller for lidt søvn kan medføre. Den forringede koncentrationsevne kan påvirke mange aspekter af ens hverdag, og særligt kan det mærkes på præstationsevnen på studiet.

 

Opnå bedre resultater med god søvn

Kæmper du med at holde fokus, overblik og koncentration i læsningen, kan det være, at du har for dårlige søvnvaner. God søvn er essentiel for, at vores hjerne kan fungere optimalt og forholde sig til alle de opgaver og udfordringer, store som små, som vi bliver stillet over for hver dag.

Som nævnt ovenfor kan for lidt søvn have konsekvenser for både ens fysiske og psykiske helbred, og det kan derfor både påvirke ens følelsesmæssige tilstand lige såvel som ens præstationsevne. I værste fald kan for lidt søvn bidrage til en øget risiko for en række alvorlige fysiske sygdomme. Hvis du sørger for at få nok søvn, kan du altså bidrage til dig eget forbedrede helbred, og du vil kunne være i stand til at opnå bedre resultater på dit studie, til eksamener og på studiejobbet.

 

Hvor meget skal man sove?

Studier har vist, at det for voksne i gennemsnit er mest optimalt at få mellem 7 og 9 timers søvn om natten. Faktisk er det enormt vigtigt, at vi sover om natten, da kroppens indre døgnrytme og hormonsystem er med til at styre, hvornår vi kan få den optimale søvn, og disse systemer er blandt andet påvirket af dagslys. Har du problemer med at sove, kan du med fordel få hjælp af en søvnvejleder, der kan få dig på rette vej.